Xenotilapia boulengeri ”Isanga” – en stor sandsild fra Tanganyikasøen.

Endnu lidt erfaringer med en af de cichlider vi har gående. Denne gang er det en Tanganyika sandsild af den store slags - Xenotilapia boulengeri ”Isanga”

Hvorfor lige denne sandsild? Jo, vi skulle finde en mulig ”samboer” til vores kommende Cyathopharynx foai. Det havde ikke været nemt, at finde en art jeg kunne li’, og jeg var meget interesseret i sandsildene. Problemet med mange sandsild, er at de ikke er så hårde i flinten, eller også er de for hårde. Så valget faldt på disse, ud fra opdrætters egne erfaringer med arten. Han mente, at de ville kunne klare sig i selskabet med foai, men også at vi kunne risikere at de ville blive for barske, når de blev voksne. Men det måtte komme an på en prøve. Her er vores erfaringer med denne meget smukke og sjove sandsild.

10 små banditter kom hjem i september måned 2007.

Jeg havde ingen som helst forventninger til disse fisk, og måske netop derfor overraskede de mig, på en måde som jeg aldrig havet troet ville være mulig. Deres væremåde og adfærd gjorde, at jeg fra dag et kom til, at holde utrolig meget af disse fisk.

4-5 cm. store - "futter" man omkring i samlet flok.


Det ene øjeblik er deres små hoveder dybt begravet i sandet for at tage en mundfuld sand, for i næste øjeblik "futte" videre på opdagelse. Så ligger de og hviler på finnerne og "stener", for derefter at være i fuld vigør igen. En enkelt våger sig ud fra flokken på egen hånd, lige pludselig får resten af flokken øje på den formastelige udbryder, og sætter efter, måske man kunne gå glip af noget, hvis man ikke følger med. Så hviler de alle i samlet trop lodret opad baggrunden i akvariummet med hovederne nedad, for derefter at søge mod bunden igen for, at tage en mundfuld sand.

Flokinstinktet fornægter sig bestemt ikke.


Vores små fyre viste sig hurtigt, at være nogle højdespringere i stor stil. Så al vandskift foregik så stille og roligt som muligt, for ikke at have sild liggende udenfor akvariummet. Det er helt klart en ting man skal tage højde for med disse Xenotilapia.

Ifølge artsbeskrivelsen så bygger X. boulengeri ikke rede, men det gjorde vores altså. Ca. 2 måneder efter hjemkomst startede en enkelt lille han, sit første forsigtige rede byggeri. Han byggede to bittesmå reder (ca. 7 cm i dia. og 1 ½ cm dyb) lige ved siden af hinanden. Han havde fået de smukkeste sort/blå/gule/grønlige farver i sine finner, og han formåede at lokke en fin lille pige hen til sine to reder og hyggede sig gevaldigt med hende. Det var det helt store forsigtige første gangs drama, der udspillede sig. Han finpudsede sine to reder med lidt sand hele tiden, og jagtede alle formastelige konkurrenter væk samtidig med, at han dansede for, og lokkede sin lille udvalgte pige hen til sig. Hun faldt selvfølgelig totalt for alle hans anstrengelser. Fiskene var vel omkring de 6 cm. store, og alt for unge til den slags pjat. De skulle gerne i voksen stand - blive omkring de 16 cm, så de har jo masser af tid endnu, før de behøver at bekymre sig om den slags. Men et eller andet sted, så var det forunderligt at følge, de første spæde forsøg på, at formere sig, og især at følge ud farvningen og adfærden fra de er helt små.

Derudover er der også observationer, af en lille sandsild flok, som reelt "går" i flok, men alligevel til tider spreder sig over hele akvariummet, og angriber planter, plante rødder og alger på baggrunden, står med hovedet nedad, for derefter hurtigt, at finde tilbage til flokkens trygge omgivelser hvor de så ligger og hviler/stener på bugfinnerne. Det er bare så fin en adfærd - som man virkelig kan bruge timer på at studere.

Som opdrætteren ydmygt har sagt til mig, så ”smyger” de der sandsild fra Tanganyikasøen sig stille og roligt ind på ens sjæl. Når man først har fået dem indenfor dørene, og har man oplevet dem for fuld udblæsning, skal man passe på, de er vanedannende, og man ønsker aldrig at give slip på dem igen. Jeg vil give ham fuldstændig ret. Om det så er fordi vi havde vores gående helt alene i et par måneder, og rigtig kunne studere deres adfærd, uden indblanding fra andre arter, som måske kunne tage akvaristens opmærksomhed fra dem, ved jeg ikke. Men er man til adfærd, så er det helt sikkert sandsildene fra Tanganyika man skal kaste sig over.

I december måned 2007 blev der hældt 16 stk. Cyathopharynx foai ”Sibwesa” ned til vores små sild, og de gik der alle sammen under lidt kaosforhold. Sildene ændrede helt sikkert adfærd, i denne periode, men den var heldigvis kort.

I januar måned 2008 blev først sildene flyttet til et ny indrettet 720 L, og senere kom fritsvømmerne over til dem.

Her et par billeder og kommentarer, til timerne efter flytningen af boulengeri’erne. De holdt simpelthen den helt store fest, da de blev flyttet.

Først et billede af opsætningen.


Her lidt billeder af fiskene i deres nye badeland.

Godt så - piger og drenge - hvad har lige ramt os??


Man føler sig måske lidt som Palle alene i verdenen - og den er godt nok stor. Kan man risikere at blive spist i det her miljø??


Måske er det slet ikke så tosset endda - 1/2 time efter flytningen - yes vi er på opdagelse.




Fiskepasseren har også sørget for en enkelt grøn plante - den er vi godt nok glade for, det er en sikker ven, sådan en kender vi nemlig der hvor vi kom fra, og den er også god at gemme sig bagved.




Måske kunne man også bevæge sig lidt højere op ad modulerne. Der er jo nogle rigtige dejlige alger på, det er bare guf.


På det her tidspunkt er der vel gået lidt over 1 time - de er simpelthen overalt - og igen går de meget højt oppe i akvariet. Selv sandet, som jeg har smidt ovenpå de højere liggende sten/moduler, bliver gennemguffet og nydt. Sandsildene burde jo bare holde sig i bunden af akvariet, og ikke gå op i de øvre "vandlag"/områder. Denne adfærd har givet lidt stof til eftertanke. Hvis dette er naturlig adfærd for bouerne, altså under optimale forhold, så vil jeg da kraftigt overveje, at have dem gående alene.

Hele tiden på opdagelse. Der er fut i de små nysgerrige fyre.


Fra bleg sandsild efter flytningen.



Til ca. 1 time efter flytningen.


Her har ”man” fået styr på verdenssituationen, og kan sprælle lidt med farverne igen. Altså, de farver, man nu kan blære sig med, når man ikke er ældre og større, end det her er tilfældet.

Efter flytningen spiller bouerne bare igen, ligesom i starten da vi fik dem hjem. Denne glæde varede dog for boulengerierne kun kort. Ca. 1 uge efter fik de igen selskab, af 16 stk. foai.

Det skabte en del ravage i akvariet. Nu havde boulengeri'erne jo haft akvariet for sig selv i nogle dage, og var bestemt ikke helt begejstret for at blive forstyrret på denne ubehagelige måde. Foai'erne var nu heller ikke synligt begejstret over arrangementet. De havde det jo så fint der hvor de kom fra, så hvad skulle dette bagholdsangreb til for???? Vigtigst af alt, hvad skulle al denne plads dog til for?

Alle fisk opholdt sig faktisk i en stor klump, i nærheden af noget som de helt bestemt kendte til, den store plante i venstre side af akvariet. Der blev de så i de næste par timer, og selv boulengeri'erne som ellers nok plejer, at tæske rundt overalt, blev påvirket af nervøsiteten. På nær vores lille iltre boulengeri han. Han blev decideret tosset over postyret, og begyndte at lave skinangreb på alt og alle.

Boulengerierne vendte dog hurtigt tilbage til deres egen verden, hvor de bare futter rundt overalt, foai'erne var dog stadigvæk en anelse nervøse, hvis man gik for tæt på akvariummet. Men sådan var det også i starten da de gik i det gamle akvarium.

Ham her blev hurtigt en værre bandit, og brugte tiden efter flytningen til, at ændre udseendet


På hende her


Og hende her


Boulengeri' erne viste sig hurtigt, at være dem der har styr på verdenssituationen i akvariet. Måske er det pga. deres nyligt præsterede skuffer, som giver point på selvtillidskontoen, eller også lever de bare op til, hvad jeg ellers har hørt om dem.

Her et billede af en af foai’erne, som jo reelt er dem jeg har ønsket en ”samboer” til.

Alle fiskene går sammen i vores 720 L i ca. 9 måneder. De vokser sig stille og roligt større og større. Samværet har været rimelig harmonisk, og styrkeprøver de to arter imellem, har været til at overskue. Boulengeri’erne er dog blevet de dominerende, og 3 af hannerne holder stædigt fast i deres ret til at bygge deres små reder. Alle 26 fisk flyttes over i vores 960 L akvarium d. 20/9-2008, som bliver total omlagt i samme forbindelse.

De går nu og hygger sig stille og roligt i ca. 6 måneder, uden de store sværdslag. Men boulengerierne bliver, som de vokser til, mere og mere dominerende. De overtager stille og roligt en stor del af bundarealet til deres små reder, og jeg kan godt se, at foai’erne har lidt svært ved at slå igennem, på trods af den større plads. Foai’erne formår dog i perioden at lave flere skuffer, men uden den karakteristiske rede bygning for foai. Rederne er små, og ikke i stil med, hvad jeg ved de er i stand til at lave.

1 ½ år efter vi fik vores sandsild hjem, dømte jeg projektet ude. Der var ikke udsigt til at denne sammensætning ville lykkes på sigt. Ikke fordi de slagtede hinanden, men fordi jeg nu vidste, at skulle jeg have det optimale ud af begge arter, så skulle de ikke gå sammen. Boulengerierne var på dette tidspunkt virkelig blevet nogle store basser, med selvtilliden helt i top. De styrede for et godt ord hele baljen, på trods af, at de var i undertal.

Boulengerierne blev derfor flyttet d. 23/3-2009 til vores 576 L akvarium.

Her et par af de hurtige - charme, selvtillid og lækre finner - det har vi helt sikkert.




Man tar' en mundfuld sand og spytter ud, livet er skønt.




Kom bare an - jeg ER klar.




Projektet var et forsøg fra start. Jeg skulle finde nogle samboere til vores foai, som kunne modstå foai’ernes iltre og alligevel sarte temperament. Boulengerien viste sig så, at leve fuldt ud op til opdrætterens ord. Den er en af de mere barske Xenotilapa, og burde kunne klare samværet med foai. Hos os har den så vist sig, at have ”finne” nok til, som ”næsten” voksen, at styre det hele, selvom alle fisk er vokset op sammen, fra de var 4-5 cm. store.

Min konklusion er, at sammensætningen ikke kan anbefales, hvis man anskaffer sig fiskene, for hver deres individuelle adfærd. De kan sagtens leve sammen, men man får i mine øjne ikke, det ud af dem, som jeg gerne selv vil. Måske det kunne lade sig gøre i et langt større akvarium. Det er pt. ikke en mulighed hos os, og derfor ikke afprøvet.

Mig strid?? Njarrh jeg er blid som et lam.

Efter flytningen har vores store sandsild ændret sig yderligere. Fordelingen er 4,6 og de er nu omkring 10-14 cm store. Den altdominerende han er virkelig på krigsstien, og et par skuffer blev lavet i den første uge de gik for sig selv. To andre hanner fungerer ok, men en står mere eller mindre i et hjørne af akvariummet. Så spørgsmålet blev, om der reelt er nok plads til en flok på 4,6. Her har de kun hinanden at koncentrere sig om, og måske er det, når det kommer til stykket ikke så heldigt. De har fuld focus på hinanden, og det har ændret adfærden hos hannerne.

Problematikken blev vendt med opdrætter, og meldingen var desværre nedslående. Begynder boulengeri først at blive ”uvenner” indbyrdes i flokken, ændrer det sig sjældent. Den dominerende han vil, stille og roligt tage livet af de svagere hanner, uanset pladsen i akvariummet.

Sildene er kommet for at blive her hos os. Xenotilapia går for, at være en af de blide sandsild arter. Men der er mange forskellige typer, og boulengerien skulle være en af de mere hårdføre af slagsen. Det har vi så konstateret at den bestemt er, under de forhold vi har tilbudt vores første sandsild fra Tanganyika. En herlig sild, med et dejligt temperament og fin adfærd, som vi har fulgt fra de var 4-5 cm store.

Den kunne måske bruges i andre sammensætninger, hvor man ønsker sig en sild, af en rigtig god størrelse, og som bestemt ikke lader sig kue. Så er du til store sild, med personlighed, et frækt udseende, som ikke går af vejen for hvad som helst, så er det helt sikkert X. boulengeri du skal vælge. Det er en cichlide som jeg ingen som helst forventninger havde til, fordi jeg intet kendskab havde til Tanganyikasøens sandsild, men de her har virkelig givet mig en på ”akvaristopleveren”

Store sandsild med ditto selvtillid - JAAAH det er vi!



God fornøjelse, hvis du skulle få lyst til, at holde denne fine sandsild i dit akvarium.

PS. i skrivende stund har vi desværre mistet to hanner og en hun, uden synlig årsag. Der har været fred og ro i gruppen i den sidste måneds tid, og jeg mener ikke at stress/indbyrdes kampe skulle være årsagen til dødsfaldene. Afventer stadigvæk svar fra Thomas mht. temperaturfølsomheden hos disse fisk. De tåler meget dårligt bratte temperaturfald, men jeg ved ikke om de også er følsomme mht. høje temperaturer. De har i en lidt over en uges tid gået ved ca. 30 grader, og jeg er tilbøjelig til at tro, at det er det der er årsagen til dødsfaldene. Der er ingen skader eller andre ting som synligt viser, at fiskene skulle være døden nær. En fisk ligger bare ligepludselig stendød i en plante. Heldigvis har der ikke været dødsfald i en lille uges tid nu, så jeg håber resten af flokken klarer sig, og at vi kan have glæde af de 7 tilbageværende, i mange år fremover.

Hej Yvonne

Endnu en gang en super beskrivelse, du lige diskede op med der

På et tidspunkt havde jeg Cyprichromis leptosoma - Kitumba og X. sp. "kilesa" til at gå i et 530´er. Aggressionsmæssigt gik det rigtig godt, og de lod hinanden være, men jeg løb ind i et fodringsproblem med nogle af dem. Et par af kilesaerne kom ikke rigtig til foderet, da leptosomaerne fik det meste, og de blev derfor lidt undervægtige. Har du haft samme problem, eller har du klaret det på en eller anden måde?

Hej Ole

Takker.

Jeg ved ikke om leptosoma er hurtigere i vendingen end f.eks. foai er, under fodring. Men har ikke haft det problem. Alle fisk er, på trods af at foai'erne har været i overtal, vokset fint.
Måske er boulengeri'en også en mere frimodig fætter end kilesaen? Vores har på intet tidspunkt holdt sig tilbage under fodring, og har altid kastet sig ind i kampen med de "flyvende"
foai om foderet, uden omtanke for om de kom i vejen.

Foai'erne tager selvfølgelig det første foder i de øvre vandlag, men med den cirkulation vi har, ryger fodret hurtigt mod bunden, og umiddelbart har der været nok til boulengerierne,
som iøvrigt også kan finde på at gå opad i deres fødesøgning, hvis det ikke kommer hurtigt nok ned til dem. Foai er virkelig en hæftig fisk under fodring må man sige, og den går hurtigt
til bunden når der ikke er "nok" mad oppe i vandlaget. Så brager den bare igennem nede ved bunden. Men som nævnt, så er boulengeri'en umiddelbart en fisk med selvtilliden i orden, og
lader sig ikke så let tryne.

Kender ikke så meget til kilesa'ens temperament, men forskellen ligger måske deri?

SUPER LÆSNING jeg elsker at læse dine beskrivelser og erfaringer med fiskene,og så er de som altid supleret med fantastike billeder godt gået yvonne ud fra beskrivelserne får man jo helt lyst til at have nogle sandsild

Takker igen, er glad for at I synes om indlæggene. De kommer egentlig bare af, at jeg er utrolig glad for de fisk vi er så heldige at have gående.
Hvis andre kunne blive inspireret til, at afprøve fisk i samme kategori, så er det jo sjovt at der ligger lidt erfaringer om hvordan vi f.eks. har holdt dem,
og de observationer jeg har gjort mig.

Når jeg selv tidligere, og helt sikkert i fremtiden skulle vælge en eller anden art, har jeg altid forsøgt at læse/finde så megen info som muligt om arten,
og mange gange er det sparsomt hvad man kan finde af akvaristernes egne erfaringer. Som regel er det blot en enkelt artsbeskrivelse man kan finde,
og for mig er det aldrig nok Må simpelthen vide alt, og kan jeg ikke finde det, ja så hiver jeg fat i akvarister som selv har holdt arten, og så bliver
de pumpet for oplysninger haha.

Men igen mange tak for de pæne ord.

til dig Yvonne, som altid en beskrivelse med indhold ud fra jeres egen observationer.

Det er samtidig befriende at være med på et forum af høj faglig klasse, i forhold til BIIP

Dejligt stykke arbejde du har fået kradset ned der Yvonne, hvis alle interesserede sig lige så intentst for de fisk de holdte som du gør ville der være meget mere spændende læsestof at finde og langt færre "hvad gør jeg" og "kan det virkelig passe" tråde rundt omkring!!

Og dejlige sild i øvrigt

Michael A skrev:

Og dejlige sild i øvrigt

Er det Yvonne du mener?

Ja selvf. - hun er lidt af en lækker makrald kan jeg godt sige dig

Takker mange gange på både sildenes og egne vejne

Ja, jeg har det jo med, at følge tingene til dørs, når jeg husker det. Så her kommer der en opdatering om vores sandsild.

Desværre er det bare gået ned af bakke med vores gruppe. Der har i mange måneder kun været 4 tilbage ud af de oprindelig 10 stk. vi startede med. Alfa hannen har vist sig at være et bæst,
der både stresser sine hunner, og beta hannen. Så alfaen blev flyttet til vores 720 L, da de 3 andre især hunnerne, var blevet noget tynde at se på. De fik simpelthen ikke lov til at spise under
fodring, og blev generelt jagtet af ham det meste af tiden.

Så skulle jeg erfare, at der også er rangorden indenfor hunnerne. Den stærkeste hun (der endda er blind på det ene øje) begyndte efter alfa hannens exit, at jage rundt med den anden hun,
og på trods af, at at de havde 576 L til rådighed, fik hun slet ikke mulighed for at spise, så vi valgte at flytte den stærke hun over til alfa hannen, så der nu gik 1 par hver for sig.

Håbede på den måde, at kunne få oprettet foderstanden på hunnerne. For nylig fik vi jo en Triglachromis mere, så der nu gik 2 af dem i akvariet med de 2 X. boulengeri, og lidt C. leptosoma.
Det burde jo kunne gå. Men nej. De 2 boulengeri blev nu tyraniseret at de 2 Triglaer, så jeg overvejede faktisk bare at aflive boue parret, da jeg ikke kunne se hvor de skulle gå, hvis de ikke
kunne finde sig til rette med Triglaerne. Så foreslog Kim, at sætte dem ind til vores voksne C. foae. Ja, men dem var bouerne jo for barske overfor før i tiden. Til gengæld er foaerne jo nu fuld-
voksne, og lader sig måske ikke kue så let længere. Derudover er det kun 2 bouer der er tale om, og de var efterhånden blevet så undertrykte, og havde mistet selvtilliden, at det måske kunne
gå alligevel.

Som sagt så gjort. Parret blev i torsdags sat ind i vores 960 L. Hunnen holder sig stadigvæk lidt for sig selv i skjul blandt planterne, men kommer dog frem under fodring. Hannen svømmer aktivt
rundt, og guffer sand hele dagen, til lettere irritation for foae hannerne, men de lader ham være, og ved ikke rigtigt hvor de har ham, sikkert pga. hans størrelse, og hans ligegyldighed overfor
deres tilstedeværelse.

Om det lykkes at redde parret, ved jeg selvfølgelig ikke, men for første gang i mange måneder, er disse fisk ikke længere skrækslagne og flygter, såsnart en anden fisk kommer i nærheden af
dem. Det er meget underligt, at de slet ikke virker sky overfor disse foae, men slet ikke kunne kapere samværet med 2 Trigla, der endda er en del mindre end dem selv. Men selvfølgelig er foaerne
også mest optaget af sig selv, og hvem der skal holdes i skak indbyrdes i deres flok, så det er måske årsagen. Nu får vi se om det kommer til at fungere, fiskene har tydeligt fået det bedre stress-
mæssigt efter flytningen, og det er rart at se. Jeg håber at hunnen kan oprettes fodermæssigt, men om det er for sent er svært at sige.

På trods af, at alfa hannen der går sammen med den anden hun i vores 720 L, er hård ved hende, så ser hun ud til at klare sig nogenlunde, og er kommet i bedre kondition. Men på sigt skal der jo
gå en gruppe Triglachromis i det akvarie, og om det kommer til at gå, tvivler jeg på. Men den han er så hård i kasketten, så han kan måske bedre sige fra overfor Trigla, hvilket jeg selvfølgelig
håber på. Men nu får vi se.

Ja man kan jo kun undres over, hvordan tingene udvikler sig

De to tidligere jagtede "bouer" har nu tøffet rundt på bunden i 960 L'eren i lidt over en uge. De ser ud til at nyde deres nye opholdssted i fulde drag. Selv hunnen er blevet meget mere selskabelig.
Til gengæld har deres tilstedeværelse bevirket, at ingen foae reder er blevet genopbygget siden vandskifte og indflytningen af de 2 fisk. Normalt er rederne genopbygget på 1-2 dage.

Tilstedeværelsen af "bundtøffere" er åbenbart noget der generer foae'rne nok til at de ikke mener, at det er sliddet værd at bygge. Årsagen kan også være, at der ingen hunner er pt. der synes
interesseret i, at erhverve sig en "skuffe". Der går en enkelt hun der snart er klar til at smide et kuld unger, men sålænge hun gumler, så er hun jo ikke særlig interessant for hannerne.

Foae er umiddelbart ikke stresset, men har bare skruet gevaldigt ned for aktiviteterne, og svømmer roligt omkring, uden de konstante indbyrdes kampe og imponeren af hunnerne. En gang imellem
skal de 2 alfa hanner dog lige prøve kræfterne af, og det foregår over deres foretrukne territorier, altså hvor rederne plejer at ligge. Men så er det også overstået, og der er ro igen.

Efter over 1 års fuld skrue på foae flokken, ser jeg det ikke som noget negativt, at de lige pt. holder pause, og slapper lidt af. De lever generelt et hårdt liv efter min mening, hvilket måske er årsagen
til, at de ikke bliver så gamle igen.

Men det overrasker mig, at to så rolige sandsild, der egentlig ikke gør megen væsen af sig, og bare tøffer rundt, alligevel kan have den indflydelse, på en flok fuldvoksne C. foae. Nu får de et par
måneder sammen, og så må jeg se hvad jeg beslutter mig for. Egentlig kan jeg godt li', at der er kommet lidt mere ro over foae'rne, selvom det jo ikke er sådan de skal være.

For de to boulengeri ser det ud til, at opholdet kan blive deres redning, hvilket jo også var meningen med flytningen. Det er nu rart igen, at se dem fra deres mere sorgløse side, som vi har været
vant til før i tiden, og ikke som jagtede individer, der ikke fik lov til noget som helst.